ABC om Varde Gymnasium

Adresseændring

Ved skoleårets begyndelse udarbejdes en liste over alle elevers og læreres navne, adresser og telefonnumre. Ændringer - også de, der måtte være i årets løb - meddeles til kontoret (Lise Daugaard).

 

Befordringsgodtgørelse

Skal du bruge offentlig transport til skolen, kan du få rabat til et bus- eller togkort (Uddannelseskort). Du søger om det på www.uddannelseskort.dk. Her logger du på mitUddannelseskort, som er et selvbetjeningssystem – husk at læse vejledningen inden du går i gang.
Er du i tvivl, så kontakt kontoret (Tove Meldgaard).

 

Bestyrelsen

Bestyrelsen pr. 1. januar 2008 består af 7 personer.
Nuværende medlemmer af bestyrelsen er:

Udefrakommende medlemmer:
Formand Torben Rosenørn (udpeget af Esbjerg Rektorforening)
Stephanie Kristensen (udpeget af  Region Syddanmark)
Per Rask Jensen (udpeget af kommunalbestyrelserne i regionen)
Niels Pilely (udpeget af skoleinspektørerne i Ny Varde Kommune)
Jens Graven Nielsen (udpeget af Varde Erhvervs- og Turistråd)

Medarbejderrepræsentanter:
Inge Evald Hansen (udpeget af Pædagogisk Råd/lærerkollegiet)
Annette Rotbøl (udpeget af TAP-gruppen) uden stemmeret

Elevrepræsentanter:
To medlemmer (udpeget af Elevrådet) uden stemmeret

Desuden deltager følgende i bestyrelsens møder uden stemmeret:
Rektor Finn Olsen
Vicerektor Bjarne Jørgensen

 

Biblioteket

Det ligger på første sal, og her finder du håndbøger, fagbøger, skønlitteratur og aviser. I studierummene er der endnu flere fagbøger. Du kan hjemlåne bøger fra bibliotek og studierum efter regler, du vil blive orienteret om ved skoleårets start. 

 

Bogdepotet

Det befinder sig kælderen. Det er åbent i frikvarteret mellem 9.35 og 9.50. Her udleveres og afleveres undervisningsbøger. Hvis en udleveret bog er blevet væk, kan du få et andet eksemplar ved at betale for den bortkomne bog. Hvis den dukker op igen, kan du få pengene tilbage mod at aflevere bogen og fremvise kvitteringen. På startsiden på skolens netværk kan du via linket Bogkælder se, hvilke bøger du har fået udleveret, og hvilke bøger du skal aflevere (typisk ved bogafleveringen i juni måned).

 

Brand

Instruks om, hvordan du forholder dig i tilfælde af brand, er opslået i alle klasselokaler.

 

Brobygning

Med de nye bestemmelser om brobygning vil der jævnligt være et ekstra hold på skolen. I uge 37 – 40 har elever i 9. klasse mulighed for et brobygningsforløb af en eller to ugers varighed. I ugerne efter efterårsferien kan elever i 10. klasse vælge at være i brobygning i en uge, og endelig er der præsentationskurser af 2½ dags varighed for elever i 8. klasse om foråret. Formålet er at give eleverne en mulighed for at opleve, hvordan det er at gå i gymnasiet eller i hf. Undervisningen planlægges, så den er tematisk sammenhængende, og brobygningseleverne kommer til at opleve både enkeltfaglig undervisning og et tværfagligt miniprojekt. Herudover får eleverne orientering om stx og hf, ligesom de naturligvis deltager på lige fod med skolens øvrige elever i fællesaktiviteter som samlinger, OD-dag o.l.

 

Bygninger

Varde Gymnasium og HF er en faglokaleskole; det betyder, at de enkelte klasser ikke har noget lokale, som de kan kalde deres “hjemklasse”. Fra modul til modul må de vandre fra lokale til lokale. Det giver fællesrummene en central funktion.

 

Cykel- og knallertparkering

Alle cykler og knallerter skal parkeres i cykelkælderen. Nedkørsel fra parkeringspladsen.
Fra cykelkælderen er der direkte adgang til elevgarderoben.

 

Elevgarderobe

I elevgarderoben råder hver elev over et aflåseligt skab.
Der er adgang til elevgarderoben fra cykelkælder og elevtorv/kantine.

 

Elevorganisationer

Elevrådet på Varde Gymnasium og HF er medlem af LAK og DGS.
LAK (Landsorganisationen af kursusstuderende) er en hf-organisation,  DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) er gymnasieelevernes interesseorganisation. De virker dels ved at henvende sig til det politiske system, dels ved at servicere elevrådene og eleverne på de enkelte gymnasier.

 

Elevrådet

Elevrådet på Varde Gymnasium og HF består af elever og kursister fra alle klasser. Der vælges én repræsentant fra hver klasse, og derudover vælges der maksimalt fire elever på det årlige augustmøde. Elevrådet er med i mange udvalg, f.eks. fællesudvalget, målsætningsudvalget, indslusningsudvalget og bestyrelsen. Repræsentanterne til disse udvalg vælges af elevrådet på et af de første møder. Elevrådet holder møde i spisefrikvarteret.

 

Ferier

Ferieplanen for skoleåret 2008/2009 (de nævnte dage incl.):
     Sommerferie:  mandag  30/6 - tirsdag 12/8 2008
     Efterårsferie: mandag 13/10 - fredag 17/10 2008
     OD-dag: onsdag 5/11 2008
     Juleferie: mandag 22/12 2008 - fredag 2/1 2009
     Vinterferie: mandag 9/2 - fredag 13/2 2009
     Påskeferie: mandag 6/4 - mandag 13/4 2009
     St. Bededag: fredag 8/5 2009
     Kr. Himmelfartsdag: torsdag 21/5 - fredag 22/5 2009
     Pinseferie: mandag 1/6 2009
     Sommerferie: fredag 29/6 2009

 

Fester

Skolen afholder hvert år i begyndelsen af marts en skolefest for elever, forældre og pårørende samt skolens personale - i dette skoleår lørdag den 14. marts. Der er desuden en række fester og arrangementer, som eleverne eller deres organisationer (se Warwath) indbyder til.

 

Forsikringer

Skolen har ikke nogen forsikring for sine elever.

 

Fritidstilbud

Hvis tilstrækkelig mange interesserede elever melder sig, kan skolen tilbyde frivillige aktiviteter uden for selve timeplanen i billedkunst, idræt og musik.

 

Fællesarrangementer

Formålet er at give skolens elever adgang til kunstneriske oplevelser (oplæsning, koncerter, teaterforestillinger o.l.) og orientering om aktuelle problemer og perspektiver i videnskab, kunst og politik. Det er fællesudvalget (FUV), som fastlægger fællesarrangementerne.

 

Fællesudvalget (FUV)

I fællesudvalget sidder repræsentanter for eleverne og lærerne, en ledelsesrepræsentant og en pedel. Fællesudvalgets opgave er at fremme samarbejdet på skolen; man informerer og forhandler om forhold og sager af fælles interesse. Udvalget er i tæt kontakt med bestyrelsen, pædagogisk råd og elevråd.
Fællesudvalget træffer beslutning om bl.a. introduktion, temadag(e), fællesarrangementer og en række tilbagevendende arrangementer, og det arbejder med områder og emner som værdidebat, undervisningsmiljø, pædagogik og ordensregler. Udvalget kan desuden behandle emner, det opfordres til eller selv vælger at tage op.
Fællesudvalget må ikke forhandle og udtale sig om fag- og timefordelingsplanen og den enkelte lærers forhold og undervisning. Sager, som har med en enkelt elev at gøre, kan Fællesudvalget kun behandle, hvis eleven accepterer det.

 

Glemte sager

Mindre ting: ure, smykker, nøgler, briller m.v. kan afhentes på konteret hos Annette Rotbøl (AR). Større ting: Tasker, tøj m.v. anbringes i kælderen overfor rygerummet. Ved skoleårets slutning samles alle glemte sager i et depotrum i kælderen (gemmes i et år).

 

Grøn linje

Grøn linje er et samarbejde med Sydjyllands Landbrugsskole på Riber Kjærgaard ved Bramming. Det er et tilbud til alle elever. Deltagerne vil efter to års uddannelse opnå, hvad der svarer til landmandsuddannelsens grunduddannelse og seks måneders landbrugspraktik. Undervisningen foregår primært uden for gymnasiets undervisningstid.

 

 

Gymnasieafdelingen under Undervisningsministeriet

Den er skolens øverste myndighed i de sager, som angår principperne for undervisningen, eksaminer, optagelse af elever m.m. Gymnasieafdelingens adresse er:
Undervisningsministeriet
Gymnasieafdelingen
Frederiksholms Kanal 26 
1220 København K
Tlf. 33 92 53 00

 

Historie

I 1968 oprettede Varde kommune et gymnasium, Varde Gymnasium, der begyndte undervisningen i lånte lokaler på teknisk skole, der var blevet nedlagt fire år før. Skolen havde da tre 1.g klasser og en 1. real.
I august 1970 tog skolen de nuværende bygninger i brug, skønt de ikke var helt færdige endnu; indtil efterårsferien måtte elever og lærere gå rundt mellem håndværkere. I april 1971 kunne en stolt kommune så indvie den nye skole ved et arrangement, hvor en række skolefolk, politikere og embedsmænd fra ministeriet ved deres tilstedeværelse kastede glans over indvielsen. I august begyndte undervisningen i skolens to første hf-klasser. 1. april 1973 overtog Ribe amt administrationen af skolen, som derefter var amtskommunal indtil nedlæggelsen af amterne med udgangen af 2006. Derefter blev skolen en statslig selvejende institution.
Indtil midten af 1980’erne voksede antallet af klasser og elever til stadighed. Skolen var planlagt til at rumme fire gymnasiespor på 3 årgange og 2 realklasser for første og anden årgang og 1 for tredje årgang, men hurtigt fik gymnasiet fem spor, medens hf svingede mellem 2 og 3 spor. Realafdelingen blev til gengæld nedlagt med udgangen af 1973. Fra slutningen af 1970’erne fortsatte væksten med først 6, derefter 7 og til sidst i midten af 80’erne et enkelt år 8 gymnasiespor. Det nødvendiggjorde en udvidelse af skolen, da der specielt i fysik, kemi og biologi ikke var tilstrækkelig faglokalekapacitet. Så derfor blev der i skoleåret 1980-81 gennemført en større udvidelse mod øst.
Efter midten af 80’erne begyndte ansøgertallet gradvis at falde med den konsekvens, at skolen endte med at være et femsporsgymnasium med en enkelt hf-klasse. Det havde den sidegevinst, at presset på kantinen og fællesarealerne, som en overgang havde været meget stort, tog af. Ikke desto mindre følte man efterhånden, at en renovering og forbedring af kantinen og en udvidelse af fællesarealerne var stærkt tiltrængt. Forbedringen kom omsider i skoleåret 2005, hvor man byggede den nuværende kantine og elevtorvet. I løbet af 90’erne blev der indrettet 3 faglokaler med dataudstyr. I 2004 blev skolen trådløs, således at bærbare computere kunne bruges overalt på skolens areal.
Den 12. august 1993 fyldte Varde Gymnasium 25 år. Som et varigt resultat af festivitassen i den anledning fik skolen som gave en udsmykning udført af to lokale lærere og kunstnere, Hans Tyrrestrup og Per Pedersen.

 

Hjemmeside

Skolen udbyder forskellige services som post-, web- og ftp-servere, som lærere og elever kan udnytte hjemmefra. Fra skolens hjemmeside www.varde-gym.dk er det f.eks. muligt at se sit skoleskema i Lectio. Boss giver den enkelte elev og lærer overblik over lånte bøger.

 

Idrætsstævner

Varde Gymnasium og HF deltager i stævner med andre gymnasier i  fodbold, håndbold, basketball og volleyball.

 

IT-Introduktion

Datavejlederne introducerer nye elever til skolens netværk 2 moduler i starten af skoleåret, hvorefter klassens lærerteam overtager ansvaret for den fortsatte uddannelse i brug af IT. 
Datavejlederne træffes i datastudierum, hvis ikke anden aktivitet er angivet i Lectio.

 

IT-programmer

På skolens maskiner er installeret tekstbehandlingsprogrammer, regneark, præsentationsprogrammer og forskellige fagprogrammer. Nogle programmer er købt med ret til hjemmebrug for elever. Det gælder f.eks. TI-interactive og Geometer. Andre som Gyldendals Online Leksikon kan frit anvendes af elevernes computere fra skolens netværk.

 

IT-Ordensregler

Ordensreglerne for edb skal sikre, at Varde Gymnasium har et velfungerende edb-netværk med god for­bin­delse til internet. Se nedenfor.

 

IT-Rettigheder

Computerne skal bruges til undervisning, opgaveskrivning, informationssøgning og andet arbejde, der er relevant i skolesammenhæng. Som elev har du adgang til individuel brug af maskinerne i datalokalerne, men kun når en lærer ikke bruger dem til undervisning. Se reservationerne på Lectio. Skolen ser gerne, at du benytter din computer på skolen, men det må ikke genere undervisningen.

 

IT-Kontrol

Alle brugere skal logge på skolens netværk med eget brugernavn og adgangskode. Ved brug af egen computer skal man logge ind i en browser for at komme fra W-benet til X-benet eller internettet. Det giver netværksadministrationen mulighed for at registrere uregelmæssigheder og f.eks. spore færdsel på internet tilbage til den enkelte. Pas derfor godt på din adgangskode, og husk at logge af, når computeren forlades.

 

IT-Pligter

Du skal overholde god edb-etik, hvis hovedregel er, at du skal undgå enhver computeraktivitet, som kan skade andre, både i det lokale netværk og på internet. Love og regler om ophavsret skal overholdes.
Du har det fulde ansvar for dine handlinger på internet (udtalelser, kopiering, bestillinger m.m.). Det er naturligvis forbudt at prøve at omgå sikkerhedssystemer (hacking) og sprede virus, spam m.m.
Du må ikke ændre opsætningen af skolens computere eller på anden måde lægge hindringer i vejen for brugen af dem. Du må ikke uden tilladelse installere programmer på computerne, og de må ikke benyttes til spil.
Datavejledernes anvisninger skal følges uden diskussion. Skolen forbeholder sig ret til at standse enhver brug, som belaster netværket i unødig stort omfang, herunder internetforbindelsen (p2p, fildeling m.m.).

 

IT-udskrivning

Print i sort/hvid er gratis for eleverne, så længe det har med undervisning at gøre! Udvalgte netværksprintere må installeres og benyttes fra egne bærbare computere. Ip-adresserne oplyses i introduktionsmaterialet. Farveprint på laserprintere skal aftales med en faglærer.

 

IT-eksamen

Hovedreglen er, at man må benytte sin egen computer til eksamen, termins- og årsprøver med hjælpemidler. Elektronisk kommunikation indbyrdes og med omverdenen er forbudt. Skolens printer må dog benyttes efter nærmere retningslinier. Skolen stiller i stort omfang computere til rådighed for elever, der ikke kan medbringe egen computer til eksamen.

 

Kantine

I kantinen er der mulighed for at købe varme og kolde retter.
Kantinen drives af Værkstedet i Bramming. Køkkenansvarlig er Anette Rankenberg Jacobsen.
Kantinen er åben: kl. 8.30-10.00, kl. 11.00-12.00 og kl. 13.30-13.45.

 

Karaktergivning

Gymnasieeleverne får karakterer tre gange i løbet af skoleåret. Første gang i sidste halvdel af efterårssemestret - 2. og 3.g i november og 1.g i december. Anden gang først i marts. Tredje gang ved skoleårets ophør. Her er der tale om årskarakterer, som udtrykker lærernes vurdering af standpunktet ved undervisningsårets afslutning og karakterer for eksamens- og årsprøvepræstationer.

 

Kontaktmøder

Varde Gymnasium og HF afholder forskellige kontaktmøder mellem skole og hjem i skoleårets løb. Kontaktmøderne gælder kun gymnasielever og deres forældre.
Lige efter efterårsferien er der et særligt arrangement for de nye gymnasieklasser, hvor der deltager studievejleder, lærerteam og indbudte lærere, og hvor der er mulighed for individuelle konsultationer, og i november er der en konsultationsaften med tidsbestilling for de øvrige gymnasieklasser.
I skoleåret 2008/2009 er der planlagt følgende kontaktmøder:
Torsdag den 23. oktober: Nye gymnasieklasser
Torsdag den 13. november 2008: 2.g og 3.g

 

Kontoret

Det vil normalt være bemandet i skoletiden. De enkelte medarbejderes træffetider fremgår af opslag på opslagstavlen og på kontordørene. Kontorets mange opgaver er fordelt således på de enkelte sekretærer:
Grethe Christensen (CH): Debitor- og kreditorregnskab.
Lise Daugaard (LD): Statens uddannelsesstøtte, ind- og udgående post samt elevadministration.
Tove Meldgaard (TM): Befordringsgodtgørelse, erstatningssager, budget og regnskab.
Annette Rotbøl (AR): Løn- og personalesager, eksamensindstilling og andet, som har med undervisning og eksamen at gøre.

 

Lectio

Via internettet er det muligt at se Lectio, som gymnasiet blandt andet bruger til at vise skemaer. Dette gælder såvel normale skemaer som skemaændringer og andre aktiviteter.
I Lectio kan eleverne også se lektier og afleveringstidspunkter for skriftlige opgaver, karakterer og studieplaner.
Elever, som har været fraværende ser dette og angiver årsagen til fraværet i Lectio.
Lectio bruges endvidere til udveksling af beskeder mellem brugere og brugergrupper, til spørge-skemaundersøgelser og ikke mindst til opbevaring af dokumenter for enkeltbrugere og for grupper/hold/klasser.
På forsiden af gymnasiets hjemmeside www.varde-gym.dk findes et link til Lectio.

 

Lærerforsamlingen

I denne mødes skolens lærere for at drøfte klasserne og elevernes standpunkt, indsats, udbytte, forsømmelser osv. Rektor leder møderne og formidler i et samarbejde med studievejlederne de meddelelser, som forsamlingen beslutter, skal tilgå eleverne.

 

Lærerteam

Teamet har ansvaret for klassens studieplan, der indeholder mål for elevernes faglige, almene og personlige kompetencer og en plan for de tværfaglige forløb som almen studieforberedelse, almen sprogforståelse og naturvidenskabeligt grundforløb. Det tager sig af en række opgaver, bl.a. i forbindelse med introduktionsarrangementet, koordineringen af skriftlige opgaver og orienteringen om studieture. Derudover diskuterer teamet den enkelte elev og klassens situation, har en tæt kontakt til klassens andre lærere og samarbejder med klassens studievejleder.

 

Myndighed

Når du fylder 18 år (eller bliver gift), bliver du myndig. Indtil da er du under dine forældres myndighed. Det vil sige, at dine forældre har ansvaret for dig i en række sager: ind- og udmeldelse, oprykning osv. Skolen informerer forældrene om problemer i forbindelse med ikke-myndige elever. Normalt vil skolen ikke informere hjemmet om en myndig elevs forhold.

 

Mødetider

1. lektion: kl. 8.00 - 9.35
2. lektion: kl. 9.50 - 11.25
3. lektion: kl. 11.55 - 13.30
4. lektion: kl. 13.40 - 15.15
5. lektion: kl. 15.20 - 16.55
På Varde Gymnasium og HF anvendes det elektriske ringeapparat ikke til at angive, hvornår lektionerne begynder og slutter: Det er en fælles interesse, at alle er til stede og parate, når undervisningen begynder.

 

Opslagstavler

Hold øje med opslagstavlerne. Det er især vigtigt, at du dagligt ser, hvad der er på administrationens tavle. Den hænger til højre for døren ind til kontorerne og her kan du blandt andet se opslag om skemaændringer.

 

Pædagogisk råd

Det består af skolens lærere. Det rådgiver skolens ledelse i spørgsmål, der gælder undervisningen og skolelivet såsom rammerne for undervisningen, udbuddet af fag og studieretninger, anskaffelse af undervisningsmateriale, indretning af skolens lokaler og faciliteter. Rådets formand for 2008-2009 er Daisy Nørtoft Jensen (DN).

 

Pædagogisk værksted

Her kopieres undervisningsmaterialer. Elever har med visse begrænsninger adgang til at bruge skolens kopimaskiner.

 

Rejseaktiviteter

ekskursioner

I løbet af studietiden er der afsat tid til ekskursioner af kortere varighed, typisk en halvdag eller en enkelt dag.

studierejser

Studierejser indgår i undervisningen i almen studieforberedelse og er derfor faglige ture.
Teamlærerne i 1.g og 1.hf orienterer klasserne om muligheder og regler for studierejserne. Teamlærerne råder klasserne m.h.t. praktiske forhold (f.eks opsparingsordning).
Skolen tilbyder i løbet af gymnasie-/hf-tiden en rejse af op til fem dages varighed.
Rejsens samlede pris må ikke overstige 2800 kr.

 

Rygning

Der må ikke ryges i bygningen.
Der er indrettet et overdækket og afskærmet rygerum med borde og bænke. Der er adgang til rygerummet fra kældergangen. Lærerne må desuden ryge uden for lærerværelset.

 

Samling

Skolen har to typer: tirsdagssamlinger og sangsamlinger. På tirsdagssamlingerne, som finder sted på centralgarderoben efter 1. modul, gives der forskellige meddelelser. Sangsamlinger finder sted i festsalen og er en form for fællestimearrangementer, hvor der er sat en undervisningstid af. På disse særlige samlinger optræder elever og undertiden lærere med indslag af musikalsk-kunstnerisk karakter. Sangsamlingerne bliver forberedt af sangsamlingsudvalget.

 

Skemaændring

På Lectio kan du orientere dig om skemaændringer m.m.

 

Skoleblad

Elevbladet på skolen hedder Mercurius.

 

Statens Uddannelsesstøtte

Ved skoleårets begyndelse og løbende får eleverne orientering om, hvordan de skal forholde sig ved ansøgning om SU. Skolens studievejledere står for den nærmere vejledning. Se også skolens oplagstavle.

 

Studievalg Sydjylland

Studievalg hjælper med vejledning og information om de videregående uddannelser. Hvis man har spørgsmål om uddannelse efter gymnasiet eller hf, kan man kontakte Karsten Skov Rasmussen, som er skolens studievalg-vejleder. Han holder oplæg for alle årgange med forskellig information om uddannelsessystemet. Herudover har han træffetid på skolen ca. en gang om måneden. Alle er velkomne; Karsten Skov Rasmussen sidder over for studievejlederkontoret på 1. sal.

 

Studievejledning

Studievejledere er:
Karina Holbøll
Kim Ross

Studievejlederne vejleder kollektivt og individuelt om forhold, som vedrører dit gymnasieforløb. I den kollektive vejledning kommer studievejlederen ud i klassen for at informere om studieteknik, opgaveskrivning, studieretningsvalg, valgfag og eksamensforberedelse samt en række andre væsentlige spørgsmål vedrørende dit studieforløb. I den individuelle vejledning hjælper studievejlederen dig med dine spørgsmål til din ungdomsuddannelse, enten i en pause mellem to moduler eller i en af studievejledernes træffetider.
Studievejlederen kan henvende sig til dig på eget initiativ, eller efter ønske fra lærergruppen, hvis det skønnes, at du har behov for en samtale om dit studieforløb. Men du kan også selv henvende dig til din studievejleder, hvis du har spørgsmål om skole og uddannelse, eller hvis du har behov for en samtale om personlige forhold.
Studievejledernes træffetider findes på hjemmesiden. Du er altid velkommen!

 

Sygdom

Hvis sygdom på et tidspunkt forhindrer dig i at opfylde mødepligten i et kortere eller længere tidsrum, skal du i egen interesse oplyse på Lectio, hvad der har holdt dig borte fra undervisningen.
Hvis der er tale om længerevarende sygdom, bør du eller dit hjem orientere skolen.  Lider du af en sygdom eller har skavanker, som gør det nødvendigt, at der bliver taget et særligt hensyn til dig, bør du eller hjemmet give skolen besked derom. Hvis du må forsømme i en længere periode, kan skolen etablere sygeundervisning; det kræver dog aflevering af en lægeattest.
I faget idræt gælder særlige regler for fritagelse. Dem får du oplysning om hos idrætslærerne, ligesom du kan sætte dig ind i dem ved at studere opslagstavlerne i omklædningsrummene.

 

Tutorer

I forbindelse med indslusningen får alle nye klasser tildelt to tutorer. Tutorerne kommer fra 2.g eller 2.hf og har således selv for nylig prøvet at være ny elev. Det meste af den første dag følger tutorerne klassen, og de orienterer de nye elever om livet på skolen og hjælper dem med at finde sig til rette. Dette foregår dels i løbet af den første dag, dels i tutortimer i løbet af de første to uger. Tutorerne medvirker også i planlægningen og gennemførelsen af et indslusningsarrangement i begyndelsen af skoleåret.  

 

Udmeldelse

Udmeldelse kan ske efter forudgående samtale med rektor eller en studievejleder og skal derefter ske skriftligt ved henvendelse på skolens kontor. De undervisningsmaterialer, der er lånt på skolen, skal afleveres.

 

Uddannelseskort

Se befordringsgodtgørelse.

 

Undervisningsmidler

Du skal selv anskaffe en dansk ordbog, ordbøger til 1-2 fremmedsprog og en lommeregner. Du må ikke foretage dit indkøb, før faglæreren har vejledt dig herom. Desuden skal du selv holde dig forsynet med papir, noteshæfter og samlemapper.
Skolen udlåner alt det øvrige undervisningsmateriale. Du har ansvaret for de bøger, du har lånt. Skolen ser gerne, at du bruger bøgerne flittigt – men henstiller, at de ikke udsættes for unødigt slid eller lider overlast. Nogle bøger skal holde i virkelig mange år. Du forsyner bøgerne med dit navn, klasse og årstal. Bind bøgerne ind, og pas godt på dem. Hvis udlånt materiale ødelægges eller bliver væk, skal du erstatte det.

 

Valgfag

I 2.g, 3.g og 2.hf skal man have et antal valgfag. Det er skolen, der beslutter, hvor mange og hvilke valgfag der udbydes. Skolens ledelse bestemmer, hvilke valghold der skal oprettes ud fra antal ansøgere m.v. og skolens økonomi. Således er der ikke på forhånd nogen garanti for, at et bestemt valghold oprettes.