Warwath
Warwath er en af de ældst kendte måder at stave Varde bys navn på. Det er også navnet på festudvalget, som arbejder under elevrådet. Warwath varetager afholdelsen af fester og caféer på Varde Gymnasium, og udvalget har samtidigt mulighed for at arrangere foredrag og andre alternative arrangementer.
Festudvalget Warwath sammensættes dels af fire repræsentanter elevrådet og dels af "det store augustmøde", hvor der hvert år vælges fire personer, som indgår i arbejdet på lige fod med de nævnte fra elevrådet, men disse fire har dog ikke stemmeret til elevrådsmøderne. Alle Warwaths medlemmer får for deres store indsats adgang til at læske ganen som de ønsker - dog med måde. Der skal jo stå nogle i baren hele tiden, og der er en del fysisk anstrengende oprydning umiddelbart efter festen.
Warwath udnævner også en formand og en kasserer, der gør det som formænd og kasserere nu en gang skal gøre. Det meste af Warwaths tid går med at forberede to typer arrangementer: caféer og fester.
Til en café skal der købes øl, vand og cigaretter, og efter en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt V.G.'s elever har vi fundet ud af at man gerne vil have at vi arrangerer en eller anden form for underholdning. Det kan være en konkurrence, et band eller noget DU som elev på V.G. har fundet på - vi i Warwath vil være meget modtagelige for alle sådanne forslag.
Til en fest indkøbes varer af samme type som til café - dog som noget nyt suppleret med vin.
Mange spørger hvorfor vi ikke sælger sprut, og i den forbindelse skal det så siges at vi simpelthen ikke må.
Der bliver valgt og booket et band (forslag til navne modtages gerne), der bookes diskotek og bestilles udsmidere. Vi mødes om eftermiddagen og rydder kantine eller festsal for stole, stiller bar op, stiller scene op, hvis festen er i kantinen, pynter op, slæber øl og vand, slæber ind for band og disko og spiser en pizza eller lignende over en kælderkold øl.
Så kommer I. Så tager I hjem igen.
Derefter rydder vi scene, bar, ølflasker og andet snask op, smider band og disko ud og går i byen.

