Elevråd

"At være ægte VG'er er at turde!"

For tiden er der 22 mennesker, der tør forsøge sig med elevrådsarbejdet. Og ja, det kræver mod, ikke nok med, at det er ulønnet arbejde, det kræver også, at man til tider tør ofre et spisefrikvarter på et møde.

Men der er også fordele, fx kan man få lov at bruge fem minutter af en time på at fortælle, hvad der skete på elevrådsmødet, hvis man altså tør spørge sin lærer. Man kan også, hvis man er heldig (!), blive valgt til et af de mange udvalg. Hvad med fx at have indflydelse på, hvilken slags kunst der skal hænge på VG's gange, eller være med til at bestemme hvilke fællesarrangementer, der skal være. Man kan også, hvis man tør, via elevrådet blive medlem i Warwath. Desuden kan man, hvis man stadig har modet i behold, møde elever fra de andre gymnasier i Ribe Amts Fælleseleveråd.

Tilhører man den lille, men eksklusive, gruppe af virkelig modige, kan man jo forsøge at komme i forretningsudvalget og der være med til at lede elevrådet, dvs. lave og uddele dagsordner, sørge for årbøger, skoletrøjer osv. og selvfølgelig sørge for god ro og orden til møderne (!)

Alt det kan man i VG's elevråd, hvis altså bare man tør!

Elevrådsformand for skoleåret 2010-2011: Kathrine Stig Andersen, 2z (Kathrine_stig@remove-this.jubii.dk)